Flash kunne ikke afvikles.
 

OFFICERSELEVER FORTÆLLER

 

Læs en række unge officerselevers egne ord om, hvorfor de har valgt Flyvevåbnet, og hvordan mødet med officersuddannelsen har været.

Til STUD.LUFT får du desuden mulighed for at snakke med en række af vores nuværende officerselever, de såkaldte kadetter, som kan fortælle om deres personlige oplevelser med lederuddannelsen i Flyvevåbnet.


Joseph
27 år . Uddannelseslinie: Kontrol- og Varslingsofficer

"Jeg skabte mine forbindelser til Flyvevåbnet, da jeg var til optagelsesprøve som pilot tilbage i 2001. Desværre levede jeg ikke op til de høje krav. Jeg var dog stålsat på at opleve Forsvaret alligevel og meldte mig frivilligt til værnepligten i Karup i starten af 2003. Jeg var ikke helt sikker på hvordan min fremtid så ud, men nu havde jeg sat mig for, at finde ud af, hvad Flyvevåbnet var - det kunne jo være, at der var andet end Top Gun piloter. Jeg fik en kort uddannelse i beskyttelse og patruljering på flyvestationer, efterfulgt af en missionsorienteret uddannelse. 2003 bød også på en udsendelse for mig. Kirgisistan var meget ukendt for mig, så det at forberede sig til udsendelse dertil, var en kæmpe udfordring. Sammen med min deling udgjorde vi en del af Security Force på den amerikanske base: Peter J. Ganci Air Base. Opgaven lød på at beskytte basen, hvor Bl.a. Danmark havde F-16 jagerfly. Det var et af danskernes bidrag til "Operation Enduring Freedom", første del af kampagnen i Afghanistan, hvor F-16 flyene jævnligt opererede, og kastede bomber når det var nødvendigt.

Jeg syntes derefter, at jeg havde oplevet Flyvevåbnet og tænkte, at jeg skulle prøve lykken i det private erhvervsliv. Desuden var jeg på kontrakt, hvis de skulle få brug for mig til en ny udsendelse. Det blev til nogle forskellige jobs som ufaglært. Efter et par år, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle foretage mig, var der en ting jeg blev ved med at tænke på: den gode tid i Flyvevåbnet. Der var kun ét at gøre: jeg kontaktede Flyvevåbnet og blev ansat i en kontrol- og varslingsenhed, med vægt på udsendelse. I stedet for at længes efter at komme til at flyve i et F-16 fly, er jeg nu under uddannelse til at blive den person, der koordinerer luftkrigen med F-16 flyene. Jeg går i klasse SEAKING - og mit mål er at blive kontrol- og varslingsofficer."


Lau

22 år . Uddannelseslinie: Teknisk Officer

"Jeg har hele mit liv villet være leder og have masser af ansvar. Flyvevåbnet var langt fra noget jeg havde haft i tankerne, da jeg startede på HTX, men efter endt uddannelse var det på tide at få aftjent værnepligten. Min vision var dengang at tage til Århus for at studere erhvervsøkonomi, men alt dette ændrede sig dog under værnepligten, da en af mine overordnede forklarede, hvorfor han havde valgt at starte på uddannelsen som Teknisk Officer. Fraser som: "Det er den bedste uddannelse, til at ruste dig som leder" og "Du får en kæmpe ballast, da du under uddannelsen får lederopgaver hele tiden" fik vagt min interesse og snart lå Århus Universitet hengemt i baghovedet.

Da jeg på dette tidspunkt i mit liv kun var 18 år foreslog min delingsfører mig at gå ud og "få lidt hår på brystet". Det resulterede i, at jeg arbejdede fuldtid i restaurationsbranchen og erhvervede mig en masse ledererfaringer som overtjener i et års tid. Efter at have klaret optagelsesprøverne var jeg klar på, at starte uddannelsen. Det er nu alt sammen nogle år siden, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg, da jeg i min hverdag møder nye udfordringer og opgaver, som udvider min horisont og tester mine grænser.
Efter endt uddannelse håber jeg, at havne som Maintenance leder i en af Flyvevåbnets eskadriller, da dette vil give mig den rolle og udfordring jeg altid har søgt. Jeg vil her komme til at have ansvaret for mange teknikere, som hver dag skal sørges for, hvis morgendagens krav til eskadrillens materiel skal kunne honoreres.

Når man arbejder i militæret skifter man job ca. hver 3. år, hvilket betyder at man aldrig kommer til at kede sig, og hele tiden møder nye udfordringer, samtidig med at man selv er med til at forme sin fremtid i de kurser man tager og det engagement man lægger for dagen. Sidst men ikke mindst er dette en af de bedste uddannelser i flyvevåbnet, hvis man, ligesom jeg, gerne vil holde så mange døre åbne som muligt. Den tekniske officer står med rigtig mange værktøjer, som mange private virksomheder efterspørger"


Christian

25 år . Uddannelseslinie: Pilotoperativ Officer

Min store drengedrøm har altid sagt mig, at det var i Forsvaret jeg skulle være. Jeg betragter Forsvaret som en spændende og alsidig arbejdsplads, hvor to dage nødvendigvis ikke er ens. Der er mulighed for at dyrke idræt både på arbejdet og i fritiden på højt plan. Men da jeg afsluttede HTX tilbage i 2003 besluttede jeg mig dog for at vente nogle år før jeg søgte i Forsvaret. Jeg fik arbejde i en butik i Århus og tilbragte to år i branchen før jeg søgte drengedrømmen.
Jeg var værnepligtig i Hæren og befandt mig godt med jargonen, arbejdsgangen og mulighederne. Efter endt værnepligt søgte jeg sergentuddannelsen, ligeledes i Hæren, og havnede efterfølgende ved Livgarden. Der brugte jeg et års tid på uddanne nye værnepligtige, mens jeg gik og overvejede hvilken retning jeg skulle søge videre. Valget faldt på pilot i Flyvevåbnet og den eksakte årsag til at det netop blev dét er endnu uvist.

Efter at have vænnet mig til min hverdag i Flyvevåbnet på Flyveskolen indså jeg at jeg havde truffet det rette valg. Jeg havde det rigtig godt med at flyve. På Flyveskolen fik jeg større indsigt i hvad det var piloter i Flyvevåbnet laver og jeg kunne rigtig godt identificere mig med det arbejde de udfører. Jeg bestod Flyveskolen og er efterfølgende startet her på officersskolen som et led i min uddannelse. Her jeg får jeg en lederuddannelse og dermed kompetencen til engang i fremtiden at have myndighed til at være fartøjschef eller chef i en af Flyvevåbnets flyvende eskadriller."


Kasper

22 år . Uddannelseslinie: Kontrol- og Varslingsofficer

"En uddannelse i Forsvaret var mig meget fjern efter gymnasiet. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt som daglig leder på en benzintank, det fandt jeg meget interessant. Jeg fik dog et helt andet syn på tilværelsen, da jeg skulle ind og aftjene min værnepligt. Mine øjne blev åbnet for en helt ny verden, hvor der virkelig var mulighed for at få en fed uddannelse med gode karrieremuligheder. Efter 4 måneders værnepligt var jeg sikker, jeg skulle have en lederuddannelse i Forsvaret.

Jeg har en fortid i Søværnet, hvor jeg tog min militære basisuddannelse. Min tid i Søværnet var utrolig interessant og spændende. Ud over at have taget et røgdykkercertifikat og et speedbådscertifikat var jeg også ude og sejle i Nordatlanten. Her fik jeg samtidig en flyvetur i Søværnets "Lynx" helikopter. Det var en kanon fed oplevelse at være ude og sejle og se verden.

Jeg valgte at tage en uddannelse til officer i Flyvevåbnet. Siden har mange spurgt mig, hvorfor Flyvevåbnet frem for Søværnet, da jeg altid har fortalt om hvor fantastisk tiden på søen var. Til samtlige personer har mit svar været, at i Søværnet som operativ officer er du ude og sejle i en periode, eksempelvis 3 måneder og har derefter 3 måneders fri (med løn) før næste sejlads. Det mente jeg ikke helt var en hverdag jeg kunne vende mig til, hvis jeg samtidig til den tid havde familie derhjemme. Desuden har jeg altid gerne ville arbejde med fly, så det gav lidt sig selv at det var i Flyvevåbnet jag havde min fremtid.

Af linje indenfor Flyvevåbnet valgte jeg så Air Control Wing og skal efter officersskolen uddannes til Fighter Allocator(kontrol- og varslingsofficer). Igen, jeg har altid gerne ville arbejde med fly, og hvad kunne være bedre end at sidde og have ansvaret og koordinere de danske F-16 flys missioner når de er i luften, samt arbejde med hemmelige dokumenter. Desuden er det Air Control Wing officerer næst efter piloter som har de bedste karrierer muligheder. Da jeg er et karrieremenneske faldt det mig naturligt at vælge denne linje.

En bonus, der er ved at tage en officersuddannelse indenfor forsvaret, er at i og med de tilbyder en af landets bedste lederuddannelser, er det et rigtig godt springbræt til en ledelsesmæssig karriere i det private erhvervsliv. Det skal man helt sikkert tage med i sine overvejelser, når man står og skal vælge uddannelse."


Mikkel
26 år . Uddannelseslinie: Combat Support

"Jeg er 26 år og blev student i 2001. Jeg vidste allerede i gymnasiet at jeg ville arbejde i Forsvaret, og i 2002 blev jeg indkaldt til at aftjene værnepligt i Den Kongelige Livgarde. Efter et par år i Livgarden, var det dog tid til lidt luftforandring, og jeg læste to semestre på lærerseminariet, men trangen til at komme tilbage til Forsvaret var dog for stor. Jeg tror simpelthen at jeg savnede kammeratskabet, udfordringerne og det fysiske, så jeg rykkede teltpælene op og flyttede fra Sjælland til Fredericia, hvor jeg fik en stilling i Hærens Telegrafregiment.

Af natur har jeg har altid været nysgerrig og hele tiden søgt udfordringer både fagligt/akademisk og menneskeligt. I 2007 følte jeg at Flyvevåbnet var stedet hvor jeg kunne få alle de udfordringer jeg søgte, derfor søgte jeg om at blive overført til Fighter Wing Skrydstrup, hvor de danske F-16 fly er, og jeg er slet ikke blevet skuffet!

Arbejdet ved Fighter Wing'en er meget specialiseret og i starten syntes jeg at det var temmelig uoverskueligt at finde hoved og hale i det hele, men jeg forsøgte bare at klø på og efterhånden faldt brikkerne på plads og jeg må sige at der er masser af mulighed for at blive udfordret på alle måder, samt at få lov til at se lidt af verden.

I 2007 begyndte jeg at lege med tanken om at søge ind på officersuddannelsen, men det var først under udsendelse til Afghanistan i 2008 at jeg begyndte at overveje det seriøst. Med god vejledning og opfordringer fra mine kolleger og chefer under udsendelsen blev det pludselig meget konkret, da jeg fik tilbudt en mulighed for at komme hjem lidt tidligere og starte på Flyvevåbnets Officersskole (også kaldet FLOS).

Det har været en meget positiv oplevelse at starte på FLOS, rammerne er virkelig gode, underviserne er professionelle og den personlige udvikling har overrasket mig meget positivt. Det er vigtigt for mig for at have en afvekslende hverdag, og det har vi her på FLOS hvor vi kan stå på skydebane en formiddag, og 45 minutter senere skal lære om logistik, der er aldrig to dage, der er ens."


 
 
www.futurewings.dk

Mere information om Flyvevåbnets uddannelser på www.futurewings.dk og www.forsvaretsuddannelser.dk
Copyright 2010 Flyvevåbnet. Alle rettigheder forbeholdes. Koncept og webudvikling: www.bureau117.dk

Flyvevåbnet